MOD DET ÅBNE – i moderne lyrik og filosofi

Kategorier Blog

MOD DET ÅBNE[1]
– I POESI OG FILOSOFI (INDKREDSNING)

”Så kom! At vi kan skue det åbne,/ søge det dybest, det mest egne, så fjernt det end er”[2], lød råbet fra den tyske digter Hölderlin tilbage i 1800-01. Over hundrede år senere føjede en anden digter, østrigsktyske Rainer Maria Rilke kongeniale linjer til bestræbelsen på at tilnærme sig ”det åbne”: ”Med alle øjne møder skabningen/det åbne”,[3] skrev Rilke i begyndelsen af sin 8. Elegi (der forelå færdigskrevet i 1922), hvor det imidlertid kun dyret og barnet beskåret at leve i ”det åbne”, hvor bevidstheden ikke er bestemt af døden, og heller ikke kastes tilbage i selvrefleksion. Dermed slog Hölderlin og Rilke en central tematik an, der siden er blevet et begreb i den moderne europæiske poesi. I Danmark har digteren Thorkild Bjørnvig, med afsæt hos begge digtere, præciseret betydningen af det åbne, og mener, at i det øjeblik vi får berøring med det åbne, og det viser sig for os, er det selve naturen, livet uden for os, selve det ukendte og tilmed døden, som vi kommer i kontakt med. I dette øjeblik af højeste vekselvirkning åbnes også vi, påpeger Bjørnvig, men fastslår, at trægheden og vanen ofte er en hindring for, at man bliver i stand til at erkende det bestandigt fremmede og eventyrlige i livet – i fuglene, træerne, græsset og havet. Rilke var mere radikal. Han mente, som antydet, at det kun var barnet og dyret – ”die Kreatur” – der har privilegerat adgang til ”det rena rummet framför oss”/”den reinen Raum vor uns”, i og med at barnet og dyret befinder sig i en før-refleksiv tilstand.[4] Mennesket er ikke i stand til møde det åbne forbeholdsløst. Det er er alt for tynget af refleksionen, som Arne Melberg påpeger:

Det är den reflexiva förmågan i alla dess versioner och dimensioner som definitivt förhindrar den naivitet, som poeten [Rilke] här tillskriver ”kreaturet” och kanske barnet (så att säga före spegelstadiet – innan det blir ”som omvänt”).[”umgekehert”].” (…) Öppenheten ”rena rum” är, kan man anta, rent Vara. Det kan ”vi” reflektera oss fram till, samtidigt som reflexionen bedrar oss på tillgång till Varat. (…) Vårt rum är ändligt och kan bara öppnas av den reflexion, som samtidigt stänger oss inne. Vårt rum är aldrig någon omedelbar Närvaro men likväl, i bästa fall, en approximation av det närvarande til Närvaron. Vårt rum, som inte är kreaturens öppna och rena rum, är i stället en expanderande rörelse, en öppnande överföring som betingas av de gränser som skall överskridas.[5]

Her peger Melberg via Rilke på et fundamentalt grundvilkår, der er af største betydning for en digter som Ekelöf: at møde det andet, det største, der kan knuse én, og lade verden strømme ind og igennem. At møde havet og skoven og universet i form af det åbne på den anden side af ens egne grænser. Her finder vi også Deleuze.
Sammem med Bjørnvig har andre digtere som Paul la Cour og Jørgen Gustava Brandt udvidet betydningen af det åbne som en erfaring og en tilstand, der er befordrende for digterisk skabelse, en mulig måde at blive til på og et vilkår, forstået som tilsværelsens absolutte grænse og vendepunkt. Ikke mindst Gustava Brandt har slået betydeligt mere affirmative og livstaknemmelige og forsonende anskuelser an i forhold til det åbne, end dem man møder hos Rilke og Hölderlin. Gustava Brandt skriver:

Er vi pludselig henført i det åbne
skal der så lidt til
Følelsen af lykke findes midt i alting
skønt den sjældent og uventet overvælder
Den kommer med livsvije og taknemmelighed
i eet

(…)
Og i sansningens vidnesbyrd er vi til.[6]

Det åbne er frem for alt udtryk for en tilværelsesform, som er de færreste forundt. Digterne søger den, og kan i glimt gøre den mulig i det lyriske sprog, så man som læser får indblik i nye måder at møde og være i verden på. Gunnar Ekelöf tilstræber i sin digtning at gøre en lignende tilværelsesform gældende. Det åbne som platform for en principielt uafgrænselig tilværelsesforståelse og –orientering. Det åbne er ikke et mål, men et felt, en kompleks zone for demaskering & tilblivelse, om man vil. For at kunne imødegå det åbne må man kunne slippe diverse værn og stille sig fordringsløs overfor virkeligheden, naturen og universet, og der skaber vort eget sprog, som Melberg påpegede, ofte ufrivillige spærringer i forhold til at nå frem til den umiddelbarhed, som Gustava Brandt lettere euforisk er i kontakt med for et øjeblik i det citerede digt.
Det Åbne er med andre ord en kompliceret form for tilnærmelse til virkeligheden. Derfor er det ikke underligt, at filosoffer som Henri Bergson, Martin Heidegger, Giorgio Agamben og Deleuze har taget det åbne op som begreb. Bergson ser ”det åbne” som et hele, som selve totatiteten. Samme idé førte førte Deleuze videre i sin tænkning. Heidegger forholdt sig direkte til det åbne hos Rilke som han opfattede som en poetisk topologi og gik i rette med denne. Han anerkendte ganske vist Rilkes blik for ”det åbne” som værende placeret i menneskets indre, men mente ikke desto mindre, at det åbn rum hos Rilke var et metafysisk rum. Heidegger fandt, at Rilke ”sitter fast i subjektistiskt psykologiserande föreställningar om det ”inre”. Heideggers öppning är i stället en objektivt given ”glänta” (Lichtung), där Varat visar sig som fordolt.”[7] Melberg går ikke videre ind i den her optrukne polemik, men opfatter ikke desto mindre Heideggers beskrivelser af Rilkes rum, både når det gælder vendingen mod det indre og sprogets betydning for hele den åbningsproces, der finder sted, for at være kvalificerede. Heideigges rum er et ”Værens hus”, som Melberg påpeger, og fremkommer så med denne interessante kommentar (i parentes):

Men man kan inte undgå att notera en säregen samstämmighet mellan terminologi och tankegångar hos poeten och filosofen. Och förstår man, som jag vill, Rilke som en ”svag tänkare” i den vacklande metafysikens marginaler, sammenfaller hans ambitioner med Heideggers filosofikritik.[8]

[1] Det følgende afsnit skrives med afsæt i mit eget forord til min antologi I det åbne. Seks digtere 1990-95 (redigeret og med digtudvalg af N.A.C. Thing), Ny Carlsbergs Glyptotek og Vindrose, København 1995.
[2] Friedrich Hölderlin, Brød og vin og andre digte (Overs. Thorkild Bjørnvig), Brøndums Forlag, København 1970, s. 47. Hölderlins tyske uddråb i ”Brod und Wein” (1800/01) lyder: ”So komm! Dass wir das Offene schauen”, i Hölderlin, Sämtliche Werke. Historisch-Kritische Ausgabe, hrsg. Von Friedrch Seebass und Norbert v. Hellingrath. I-VI, München 1913 H; IV, s. 120.
[3] Citeret fra 8. Elegi i Duineser Elegien: ”Mit allen Augen sieht die Kreatur/ das Offene”.
[4] Arne Melberg, Några vändningar hos Rilke, Symposion, Stockholm/Stehag 1998, s. 38-39. (Herefter: Melberg 1998)
[5] Ibid.
[6] Jørgen Gustava Brandt, Et mørkes partitur. Gyldendal, København 1990, s. 88.
[7] Melberg 1998, s. 39-40.
[8] Heidegger har i et essay om Rilke, ”Wozu Dichter?”, der publiceredes i Holzwege (1950), med Melbergs ord, suggereret Rilkes indre rum til at være et ”indres indre” rum, som et usynligt verdensindrerum (”Weltinneraum”).

Jeg er formidler, forfatter, forsker og foredragsholder. Desuden skrivelærer, redaktør og koordinator. Jeg har en ph.d. i litteraturvidenskab fra 2015, og blev magister i nordisk litteratur i 1994 på afhandlingen Proust i Danmark. En læsning af På sporet af den tabte tid og værkets danske receptionshistorie. Udsendt i bogform i 2013 med titlen Proust i Danmark. Hundrede år med Proust. 1913-2013 (2013). Stifter af CONRADS SKRIVESKOLE. Medredaktør af nyoversættelsen af Prousts roman À la recherche du temps perdu/ På sporet af den tabte tid, Multivers 2002-2014. Andre udgivelser: Nordens fyrste. Fire essays og seksten samtaler om Gunnar Ekelöfs værk og betydning, Ekelöfs blik. Film/dvd/booklet (s.m. Claus Bohm), Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab (2002) m.fl.