Viljen er den vedholdende tjener – dagens Proustcitat

Kategorier Blog

Viljen er den vedholdende og urokkelige tjener for vores på hinanden følgende

personligheder.  Da jeg nogle dage efter Saint-Loups afrejse havde haft held til at

få  Elstir til at give en lille matiné hvor jeg kom til at møde Albertine, ærgrede det

mig  at jeg ikke kunne reservere den, ganske  forbigående, charme og elegance

som folk  fandt ved mig i det øjeblik jeg forlod  Grand Hotel (og som skyldtes

forlænget  hvile  og særlige udgifter til mit toilette), til erobringen af en anden,

mere interessant  person (og ligeså med Elstirs  anseelse), det ærgrede mig at

bruge alt dette op på  den simple glæde ved at lære  Albertine at kende. Min

intelligens bedømte ikke  denne glæde til at være særlig meget værd, efter at den

var sikret. Men inden i mig  delte viljen ikke et  øjeblik denne illusion, viljen som

er den vedholdende og  urokkelige tjener for vore  på hinanden følgende 

personligheder; skjult i skyggen,  foragtet, utrætteligt trofast, uophørligt uden at

tænke på variationerne i vort jeg arbejdende på at dette aldrig skal mangle det

nødvendige. Mens intelligens og  følsomhed i samme øjeblik en ønsket rejse skal

virkeliggøres, begynder at spørge  sig selv om den virkelig er værd at begive sig

ud på, lader viljen, der ved at disse dovne herrer øjeblikkelig ville begynde på ny

at finde rejsen fantastisk hvis  den ikke kunne finde sted, viljen lader dem docere

ved banegården, finde stadig  nye grunde til tøven; men den tager sig af at hente

billetterne og placere os i vognen til afgangstid. Den er lige så uforanderlig som 

intelligensen og  følsomheden er omskiftelige, men da den er tavs og ikke angiver

sine grunde,  virker den næsten ikkeeksisterende; det er dens faste beslutsomhed

som de andre  dele af vort jeg følger, men uden at få  øje på den, alt imens de

tydeligt kan skelne  deres egen usikkerhed. Min følsomhed og min intelligens

opstillede altså en  diskussion af værdien af den glæde der kunne  være ved at lære

Albertine at  kende,  mens jeg i spejlet kunne betragte en  forfængelig og

forgængelig pryd, som  de  gerne havde bevaret intakt til en anden lejlighed.

(- Marcel Proust, På sporet af den tabte tid; I skyggen af unge piger i blomst 2, bind 2, s. 313-314, oversat at Peter Borum)

Jeg er formidler, forfatter, forsker og foredragsholder. Desuden skrivelærer, redaktør og koordinator. Jeg har en ph.d. i litteraturvidenskab fra 2015, og blev magister i nordisk litteratur i 1994 på afhandlingen Proust i Danmark. En læsning af På sporet af den tabte tid og værkets danske receptionshistorie. Udsendt i bogform i 2013 med titlen Proust i Danmark. Hundrede år med Proust. 1913-2013 (2013). Stifter af CONRADS SKRIVESKOLE. Medredaktør af nyoversættelsen af Prousts roman À la recherche du temps perdu/ På sporet af den tabte tid, Multivers 2002-2014. Andre udgivelser: Nordens fyrste. Fire essays og seksten samtaler om Gunnar Ekelöfs værk og betydning, Ekelöfs blik. Film/dvd/booklet (s.m. Claus Bohm), Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab (2002) m.fl.