Optakt til dialog med Svend Brinkman om selvet

Kategorier Blog

Svend Brinkman skriver, at vi skal holde op med at mærke efter i os selv.: “Du skal lære, at selvet ikke rummer nøglen til de væsentlige ideer om, hvordan du skal leve dit liv, men at selvet som sådan er en idé, konstruktion, der er formuleret gennem kulturhistorien og således i sig selv er mere ydre end indre.”(Stå fast, s.24). Der er noget konstrueret over de betragtninger, der skal retlede os til at forstå, at det gælder om at række udefter, at træde ud i verden for at finde de markører og holdepunkter, der kan føre os til os selv eller på rette vej. En forfatter som Proust ville erklære sig uenig i Brinksmans betragtninger. Nu var Proust ikke ligefrem stoiker, snarere immaterialist og stærkt ansporet af skiftevis Tardes og Schopenhauers tanker. Konciperingen af hans værk, På sporet af den tabte tid, udspringer af og korresponderer i gennemgribende grad med et indre jeg, som fortælleren får kontakt med mod værkets slutning. Han konstaterer,”at Balbecs skønhed ikke var noget jeg havde fundet mens jeg var der, og at den skønhed der var blevet siddende i mig, erindringens skønhed, ikke var den jeg havde genfundet under mit andet ophold dér. Jeg havde alt for tydeligt erfaret at i virkelighedens verden var det umuligt at få greb om dét som befandt sig dybest inde i mig selv; at det lige så lidt var på Markuspladsen som det havde været under min anden rejse til Balbec, eller ved min tilbagekomst til Tansonville for at besøge Gilberte, at jeg ville genfinde Den Tabte Tid, og at rejsen – som blot endnu engang ville tilbyde mig den illusion at disse gamle indtryk eksisterede uden for mig, i en bestemt afkrog af verden – ikke kunne være den fremgangsmåde jeg ledte efter. Og jeg ville ikke lade mig narre endnu en gang, for dét det handlede om for mig – skuffet som jeg altid havde været, når jeg stod over for steder og mennesker (selv om Vinteuils koncertstykke én gang tilsyneladende havde antydet det modsatte) – var omsider at finde ud af om det faktisk var muligt at få greb om det som jeg havde troet var utilgængeligt. Jeg ville derfor ikke endnu en gang forsøge at gå et skridt videre ad den vej som jeg længe havde vidst ikke førte nogen steder hen. Indtryk som dem jeg forsøgte at fastholde, måtte nødvendigvis fordampe ved kontakten med en direkte nydelse, som havde været ude af stand til at frembringe dem. Den eneste måde at fordybe sig yderligere i dem var at forsøge at lære dem bedre at kende dér hvor de befandt sig, det vil sige i mig selv, at kaste lys over dem helt ned i deres dybder. Jeg havde ikke været i stand til at nyde nogen sanselige glæder i Balbec, og glæden ved at leve sammen med Albertine
havde jeg først været i stand til at opfatte bagefter.”(På sporet af den tabte tid, bind 13, s. 20-21). Måske er det slet ikke spørgsmålet om indefter eller udefter, men at etablere et forhold til det, der sker for, det, der driver os, de indtryk, der holder os vågne. For uanset hvordan vi griber foreteelser i verden an og ligegyldigt hvordan vi går til dem – eksempelvis med en klart markeret afstandstagen til enhver form for essentialistisk eller metafysisk indstilling (til f.eks. selvet), tager vi ikke desto først for alvor stilling til, hvad der sker og ER sket for i, når vores indtryk melder tilbage gennem os og kalder på vores bevidsthed og agtpågivenhed – indefra.

Jeg er formidler, forfatter, forsker og foredragsholder. Desuden skrivelærer, redaktør og koordinator. Jeg har en ph.d. i litteraturvidenskab fra 2015, og blev magister i nordisk litteratur i 1994 på afhandlingen Proust i Danmark. En læsning af På sporet af den tabte tid og værkets danske receptionshistorie. Udsendt i bogform i 2013 med titlen Proust i Danmark. Hundrede år med Proust. 1913-2013 (2013). Stifter af CONRADS SKRIVESKOLE. Medredaktør af nyoversættelsen af Prousts roman À la recherche du temps perdu/ På sporet af den tabte tid, Multivers 2002-2014. Andre udgivelser: Nordens fyrste. Fire essays og seksten samtaler om Gunnar Ekelöfs værk og betydning, Ekelöfs blik. Film/dvd/booklet (s.m. Claus Bohm), Skønheden er en gåde. Søren Ulrik Thomsens forfatterskab (2002) m.fl.