Den bedste sætning, Jens Christian Grøndahl kan huske, findes hos Proust, og har forfulgt ham gennem romanen Før vi siger farvel (2012), men greb ham længe før – allerede i og med romanen Skyggen i dit sted (1991). Proust har været en rød tråd gennem hele Grøndahls forfatterskab:
“I virkeligheden er det kun sidste del af sætningen, jeg husker de er jo lange hos Proust men den har til gengæld fulgt mig som et ledemotiv og rammer meget godt, hvad jeg selv har kredset om i bog efter bog, her gengivet i den gamle oversættelse:
… thi selvom man altid har fornemmelsen af at være omgivet af sin sjæl, så virker den dog ikke som et ubevægeligt fængsel, det er snarere, som om man rives med af den i en uophørlig anstrengelse for at nå dens grænser, nå yderverdenen, en anstrengelse, der er dømt til skuffelse.
Proust knytter jo an til det gamle filosofiske problem, der kaldes omverdensproblemet, og som Descartes blandt andre formulerede:
Findes verden derude, eller er den blot en illusion? Eller formuleret mere psykologisk: Er vi uhjælpeligt indespærret i vores egen subjektivitet?
Proust synes at svare bekræftende, men samtidig betoner han bevidsthedens forsøg på at nå yderverdenen, de andre, fællesskabet, om man vil, og hans roman er jo blandt mange andre ting et eksempel på, hvordan kunsten altid er fænomenologisk: aldrig bevidsthed alene, fordi den altid står i et dynamisk forhold til livet, verden, virkeligheden.
Hos Proust er begæret en drivende kraft i forsøget på at slippe ud af jegets enecelle, det erotiske begær, det sociale begær, og selv erindringsprocessen fremstår som en drift mod at bekræfte det erindrende jegs virkelighed.
Fra min tidlige barndom, længe før jeg læste Proust, har jeg selv kendt oplevelsen af et svælg mellem mit jeg og min omverden, både følelsesmæssigt og eksistentielt. At skrive er for mig både en måde at blive bevidst om det på og et forsøg på at springe over kløften, idet jeg oversætter det indre, det intime og personlige til det fælles sprog, hvor erfaringer, selv de mest ensomme, kan deles med andre. Er forsøget så dømt til at mislykkes, jævnfør Proust? Sidste bind af hans store værk hedder Den genfundne tid, og konklusionen er, at det i sproget og kunsten kan lykkes. Også mellem mennesker, skylder jeg at tilføje, omend jeg somme tider får på fornemmelsen, at vi lever os bedre ind i hinanden med romanerne som formidlere.” (fra Dorte Washuus’ interview, Ud af jegets enecelle, i Kristeligt Dagblad, 20. april 2012)
Læs nærmere om samme problematik i min afhandling I dialog med Proust (2015), s. 252-275, hvor relationen mellem Grøndahl og Proust behandles indgående. Afhandlingen kan købes billigt ved at sende en mail til nealashleyconradthing@gmail.com 
