Skandinaviske perspektiver på receptionen af Proust
Neal Ashley Conrad Thing
***
Å si at kunstneren er foran sin tid er ikke noget svar, selv om det kan se ut som tiden arbeider for ham. Men det som arbeider er ikke tiden, sier Proust, det er selve verket som skaper sin egen eftertid, ved påvirkning og tilvenning. […] ”Min bok er kunst, og er den det ikke, så skal den bli det, ti begrepet kunst vil rette sig efter den.”Intet ord og ingen tanke kan passe bedre på Prousts verk.1
Gunnar Høst, 1930
***
Der skrives kontinuerligt om den franske forfatter Marcel Proust. Hver eneste måned udkommer der nyt om ham og hans herostratisk berømte roman, À la recherche du temps perdu (1913-1927). Ikke alene i Frankrig. Der forskes flittigt i Proust i USA. Til marts sætter Harvard University spot på ”The Proustian Awareness: Seeing, Reading, Listening, with the author of la recherché”. En proustiansk bevidsthed forgrener sig langsomt gennem kulturlagene, mens indflydelsen fra Proustværket griber stadig mere om sig. Senest, i mesterlig variant, hos britiske Edward St. Aubyn, der med den højeste stilistiske begavelse ikke lader Proust noget efter, heller ikke når det gælder den elegante ædende skarpe satire, som den tager sig ud i Patrick Melrose-trilogien.
Såvel navnet ’Proust’, henvisninger til ham, som citater fra værket blander sig i ét væk i den internationale og europæiske offentlighed, hvor vi har at gøre med et fænomen, der indvirker på flere og flere områder af det kulturelle liv. ’Proust’, som blev synonym med sit værk i en sådan grad, at han skiftede plads med det for siden at forsvinde helt ind i sin egen rullende roman, fremstår tydeligere end nogensinde før som en maskine at tænke og sanse med. ’Proust’ tages med på råd og siver op gennem lagene som en indflydelse for stadig flere forfatteres skrift og kunstneres praksis.
1
For dem, der har læst Proust, er hans roman ensbetydende med en ganske særlig tone og stemmeføring, en vidtrækkende skrivestil og uomgængelig optik på det moderne liv, på mennesket, sproget og verden, mens han for majoriteten er enten lige så fremmed og diffus som en bi i en snurrende sværm eller en ejendommelig, utilnærmelig bøsse, der drev omkring i de parisiske saloner, godt hjulpet på vej af massive myter og fordomme. Majoriteten glider derfor enten af, når hans navn nævnes, eller gribes af forundring over, hvad det dog er for et gespenst, der i en sådan grad tryllebinder mennesker verden over.
Har vi nogen nærmere fornemmelse af, hvordan den proustske skrift øver indflydelse på skriveprocesser og tænkemåder i det kølige nord? Nærmest ingen. Bevares, der findes ganske vist bøger – fra Olof Lagercrantz’ over Arne Melbergs til Anne-Lisa Amadous og Henning Goldbæks – med læsninger og formidling af Proust og hans værk – og alskens viden at opspore, men når det gælder om at skaffe sig indblik i den proustske indflydelse, da er man pisket til at gøre egne studier og søge rundt omkring i anmeldelser, omtaler, præsentationer, litteraturhistoriske afsnit, tidsskrifter, antologier, artikler, essays og skønlitterære værker i de respektive lande. En omfattende opgave, for der findes ingen nærmere pejling af de proustske sætningers indflydelse, ingen samlet oversigt, der kortlægger sporene fra modtagelsen af og indflydelsen fra Proust. I hvert fald ikke i Skandinavien.
Hvorfor er det så vigtigt at få beskrevet? For det første bliver vi forsynet med indsigter, der ikke er alment kendt. Det konstaterer jeg på grundlag af egne undersøgelser af receptionen af Proust i Danmark gennem hundrede år,2 hvor det har vist sig, at Proust og hans skrift indvirker på planer og praksisser, vi slet ikke har gjort os klart. For det andet skal receptionen blotlægges for med den som baggrund at kunne gøre os klogere på, hvad litteratur er og kan, og på hvad forholdet mellem digtning, erindring og identitet går ud på. Den tredje grund til, at der skal gøres opmærksom på betydningen af at kaste lys over receptionen af Proust og hans indflydelse er, at hans romanværk virker som en indflydelsesmaskine i det skjulte i de skandinaviske lande, der får os til at tænke og sanse med på samme tid. Selv i dette øjeblik arbejder Prousts værk sig ind på en læser eller skaber ravage i en skandinavisk forfatters selvforståelse eller digters orientering og skrift.
2
En væsentlig del af indflydelsen har at gøre med, at Proustværket konstant rummer og genererer flere betydninger og blikke på sprog, verden og erindring, end vi er i stand til at modtage og forholde os til. Den form for multiplicering lader sig aldrig reducere. Tværtimod, for som udformeren af receptionsæstetikken, tyske Hans Robert Jauss, ville sige, virker vores læsning af Proust både tilbage på forståelsen af hvad vi tidligere har læst, ind på vort eget liv og ud på opfattelsen af hans værk, der derved ændres, hvilket ikke mindst sker gennem andre læseres og forfatteres mere eller mindre aktive forholden sig til, hvad Proust skriver i sit værk, og hvordan de selv forhold sig til værkets indvirkning på deres egen skrift. For det fjerde er et værk som Prousts et yderst kvalificeret, resistent bud på en litteraturens politik, helt i Jacques Rancières ånd, således forstået, at På sporet som roman byder sig til som et kritisk spørgende felt, hvor overskridelse og spænding bliver nøglebegreber med hvilke verden kan tolkes og erfares på nye måder. Der er med andre ord potentielle kræfter at bringe sig i kontakt med, så snart man får et nærmere indblik i, hvad litterær indflydelse betyder og gør.
Fra helikopterperspektiv
Som det forholder sig, er det ikke muligt at danne sig noget samlet billede. På baggrund af min egen receptionsforskning på dansk grund kunne det i det følgende derfor være besnærende at gå lidt på opdagelse i de skandinaviske lande for at opspore (indflydelses) mønstre, historier og træk, der kan kaste lys over, hvad Proust betyder for os.
Jeg ser først det hele lidt oppefra og zoomer siden ind på enkelte eksempler og særlige perspektiver, som overskriftens maskinmetafor også varmer op til. Set fra helikopterens vindue er mønsteret nogenlunde det samme, som det jeg først fik indtryk af, fra dansk hold: Gennem de seneste 100 år er Prousts roman blevet endevendt, beskrevet, vurderet, forkastet og hyldet i ét væk i de skandinaviske lande. En længere række af litterater, forskere, kritikere, anmeldere, digtere, forfattere og kunstnere har på skift for længst været optaget af På sporet af den tabte tid, deraf flere under indflydelse af det, og ikke så få uden
3
at have gjort sig det klart. Den skandinaviske Proustreception har undergået markante forandringer fra 1915 til 2015. Det gælder ikke mindst landene i mellem.
På dansk grund hyldedes Prousts værk ubesværet, takket være en tidlig, kongenial formidling og ditto uhildet offentlighed, som en biografisk og psykologisk erindrings- roman. På svensk grund blev betingelserne for udbredelsen af Proust afsporet af en foliehinde af fordomme, der lagde sig imellem Proust og de svenske læsere, hvilket fikserede ham som bøsse, jøde og alt for omstændelig, til at hans indsats nogensinde kunne nærme sig noget, der blot havde en snert af noget opbyggeligt over sig! Det vil jeg gerne uddybe baggrunden for, men den første reception af Proust skal lige på plads med den svenske forfatter og oversætter Algot Ruhe i fokus.
Proust i Sverige
Først til at skrive om Proust i Sverige var Kjell Strömberg og Sven Stolpe.3 Men den første, der for alvor introducerede ham var Algot Ruhe. Han var filosoffen Henri Bergsons biograf og oversætter, og opholdt sig i Paris i november 1913 på det tidspunkt, hvor første bind af À la recherche – Du côté de chez Swann – udkom.
Ruhe havde ved et tilfælde i aftenbladet Le Temps opsnappet interviewet med Proust, hvis navn han på det pågældende tidspunkt slet ikke kendte. Ikke desto mindre skrev han fire år efter (1917) en artikel til Vår Tid med titlen: ”En ny fransk forfatter: Marcel Proust”, og blev således den første til at introducere Proust i Sverige og resten af Skandinavien. At det siden er kommet frem, at Ruhe har båret sig temmelig uvederhæftigt an, finder jeg oplagt at beskrive nærmere, når først der er kastet et blik på, hvordan hans besøg hos Proust i 1922 forløb.
Det var via Henri Bergson, at Ruhe fik lejlighed til at møde Proust, hvilket man kan læse om i hans artikel ”Några av de oglömda. Marcel Proust.”4 Det lykkedes ganske vist for ham at få Proust i tale, men, hvor intenst han end brændte for at få ham til at udlevere sig selv og tale om sin roman og hvad han ønskede med den, endte Proust alligevel med at tage teten og i stedet udfritte Ruhe, der på sin side måtte kæmpe en brav kamp for at føre
4
samtalen bort fra sig selv og sine skriverier og tilbage til Proust, selvom han var nok så smigret over den interesse, Proust udviste. Hermed – enkelte væsentlige Ruhe-refleksioner desangående:
Min forhåbning om endelig at få Proust til at tale om sig selv og det store værk, gik endelig i opfyldelse og det med glans. For blot et par uger siden var første halvdel af Sodoma og Gomorrha udkommet, hvor han blotlægger sin virkelige mening om de rige aristokratiske kredse, han havde skildret med en sådan mikroskopisk omsorg, så megen kærlighed og beundring […] I den franske litteratur har der aldrig forekommet så utilslørede skildringer som disse, siger en kender (Sellièeres). Med egne ører hørte jeg Paul Morand sige: ”Ça va lui coûter L ́Academie! [Det vil koste ham indvalg i Det franske akademi].” Dette snakkede han om dér hvor han lå opstablet med puder i sengen, med en skyhøj stabel almindelige stilebøger ved hovedgærdet, manuskriptet til udgivne og kommende bind af cyklussen. Og bag sengen, mod væggen, står der et sammenfoldet skærmbræt med tapisseriemønster som han peger imod, idet han roligt og overlegent erklærer: ”Folk siger at jeg har slået om og skiftet opfattelse, men hvad har jeg hidtil gjort andet end at beskrive dette mønster. Siden har jeg vendt skærmbrættet og vist hvordan mønsteret tager sig ud på bagsiden. Voilà tout!”5
Proust viste sig interesseret i ganske andre sider af Ruhe, end denne selv gjorde sig klart. Prousts tvetydighed resulterede i, at han kvitterede for mødet og kontakten med at anvende Ruhe som råstof til den norske filosof i På sporet.
Netop da blev måltidet afbrudt af en gæst, som jeg har glemt at nævne, en berømt norsk filosof, som talte et udmærket om end meget langsomt fransk, og dét af to grunde: For det første havde han først lige lært sproget, og i sin frygt for at begå fejl (han begik alligevel nogle få) slog han for hvert ord så at sige op i en indre ordbog; for det andet havde han,
5
fordi han var metafysiker, en tendens til at gennemtænke det han ville sige mens han sagde det, hvad der selv hos en franskmand fører til langsomhed. Han var i øvrigt et indtagende menneske, skønt han i det ydre lignede mange andre, undtagen på ét punkt. Denne så langsomt talende mand (han gjorde et lille ophold efter hvert ord) optrådte med en svimlende fart når det drejede sig om at komme af sted efter at han havde sagt farvel. Første gang man så ham forsvinde med et sådant hastværk, troede folk han havde mavekneb eller et endnu mere presserende behov.6
Her er vi i Sodoma og Gomorra, bind 8 af den danske nyoversættelse, hvor romanens fortæller giver et ikke just flatterende ironisk portræt af ham. Den norske professor (alias Ruhe) beskrives dér på noget komisk vis til bords hos Verdurins, hvor han taler så langsomt, at det virker som han ledte efter ordene i en ’indre ordbog’. Talens langsomhed står i kontrast til den hovedkulds hastighed, hvormed han forlader bordet, idet han tilsyneladende har et presserende toiletbesøg.
Skønt Proust i breve udtrykte sin bekymring for, om Ruhe var i stand til at genkende sig selv i den norske filosof, har Ruhe aldrig selv givet udtryk for om han var klar over det eller ikke. Udover beretningen om besøget hos Proust fra 1939, har Ruhe skrevet om besøget i fiktiv form i kærlighedsromanen Under kärlekens vingspets (1923), hvor Proust optræder under navnet Monsieur de Laumes. Retfærdigvis skal det siges, at relationen mellem Ruhe og Proust,7 faktisk også indebar en vis reel kontakt dem imellem, der blandt andet medførte, at Proust forsøgte at få prosadigte af Ruhe trykt.8
Blakket hæder til Ruhe
Det har siden vist sig blot at være en blakket hæder, Ruhe kunne høste af indsatsen som
den første til at introducere Proust, da det kom frem, at han til sin artikel havde overtaget
betydelige mængder fra det nævnte Proust-interview, som Elie-Joseph Bois stod for.9 En
væsentlig del af Ruhes’ velorienterede’ indblik i Prousts ideer om romanen har han
direkte kopieret fra Bois uden så meget som at antyde kilden. Det har desuden affødt
styrende misopfattelser af Prousts roman, der har holdt sig gennem flere årtier, hvilket
skyldes tre forhold: For det første har den franske lektor i Uppsala, Lucien Maurys kritiske
holdning til Proust haft en betydelig negativ indvirkning på receptionen i Sverige. Maurys
holdning baserede sig desuden på André Gides negative syn på Proust, der bredte sig som
ringe i vandet og har forplumret opfattelsen af Prousts romanværk. Med til det samlede
6
billede skal modstrømmen, som Sigbrit Swahn har beskrevet, medtænkes som baggrund for Proust-receptionens forsinkelse i Sverige:
Lad os huske på, at der i Frankrig har været en modstrøm, hvori der indgår bagtalelser. Lad os også huske på, at dette derefter, i 1930, har affødt et Forsvar for Proust. Kritikken mod Proust er ikke desto mindre blevet forstærket af en engageret Gides diskrete insinuationer, og senere, modtagelsen af den første svenske oversættelse af første bind af Prousts roman lige fra begyndelsen af 1930’erne. Receptionen af Proust i Sverige har lidt under denne oversættelse, der ikke havde anden fortjeneste end at være den allerførste.10
Argumenterne for Gide er de samme, som vi i Danmark mødte hos Thorkild Hansen; Gide står for livet, – og kan interviewes. På det tidspunkt gør Gide selv op med Proust i Un esprit non prévenu (1929).11 Gides drejning i Sverige spredtes via hans ven, Lucien Maury. De negative undertoner derfra i 1930’ernes svenske holdning til Proust blev en stærkt medvirkende årsag til, at værket først blev fuldt oversat til svensk så sent som i perioden 1964-79 af Gunnel Vallquist),12 (efter det første oversættelsesforsøg i 1939, som Swahn nævnte før, der aldrig blev til mere end bind 1.13)
Den tidligere negative indstilling til Proust, man sporer gennem flere årtier, har rod i kritikken, der fulgte med udsendelsen af À la recherche i Frankrig, som udløste en moralkrise.14 Man blev stjerneforarget over temaerne, Proust tog op i sit værk. Mange opfattede det som uanstændigt. Det var dog først med udsendelsen af Sodome et Gomorrhe, at kritikerne direkte angreb Proust for hans mangel på moral i forhold til hans åbne, frie tilgang til diverse homoseksuelle aspekter, som Á la recherche diverterer med. Da hele værket var udkommet i 1927, og man tog det nærmere i øjesyn, mildnedes kritikken, men der blev véd med at være en forargelse at spore.
Den generelle opfattelse var, at Proust var amoralsk. Tredivernes franske moralske forargelse satte sig i samme periode tydeligt igennem i Sverige, der ligesom Frankrig var præget af en udbredt antisemitisme, der lagde en (halv)jøde som Proust for had. At han
7
samtidig var franskmand gjorde det heller ikke lettere for ham at vinde det svenske folks gunst. Som Sigbrit Swahn15 gør opmærksom på, var der i tredivernes Frankrig kræfter, der gik imod Proust, som ikke mindst Andre Gide havde part i.
En anden væsentlig årsag til misopfattelsen af Prousts er, at der gennem lange tider i Sverige havde udviklet sig en opfattelse af den franske litteratur som værende kvindagtig, hvilket selvfølgelig med det samme lagde en forfatter som Proust for had:
Den franske litteratur har i århundreder været betragtet som kvindagtig og affekteret, da den i alt for høj grad beskæftiger sig med kærligheden, medens den svenske litteratur på sin side anses for at være maskulin, sober og opbyggelig. Man kan le af disse klicheer, men alle de, der er blevet formet i trediverne, holder stadigvæk fast ved dem og genoptager Sartres kritik af forfattere som Proust. Vi kan således se, at de to sider af den skandinaviske kritik, i det mindste når man simplificerer tingene, ser ud til at være for eller imod den franske litteratur, og at underafdelingerne i disse to positioner består i at tage parti for eller imod Marcel Proust.16
Forargelse, Gide, Sartre og fordomme afsporede og forsinkede kort sagt tilgangen til
Proust. Det skal dog retfærdigvis siges, at den svenske offentlighed siden vågnede op til dåd i forhold til Proust og værket, efter at det omsider var blevet oversat til svensk i
1960’erne. Det svenske tidsskrift BLM udsendte i 1966, i 1982 og i 1993 fornemme numre om Proust med kalejdoskopiske portrætter, analytiske belysninger mv. Den svenske litterære offentligheds nybesindede sig og hentede hastigt ind på Prousts betydning, og nåede snart frem til flere af de dominerende opfattelser af Prousts værk, der havde været gældende gennem flere tiår i Danmark.
Og mere til. Det vil for den svenske reception af Proust frem for alt sige: et flersidigt syn på værket som hhv. nyskabende moderne, modernistisk komplekst, multifacetteret, polyfont og fuldendt ufuldendt. Ikke nok med det; Olof Lagercrantz’ bog Att läsa Proust (1992), og til en vis grad også Kristoffer Leandoers Jag. Du. Vi. En bok om Proust (1998), lagde desuden en litteraturlidenskabelig ny standard for Proust-reception, der ikke er
8
bundet til den etablerede forskning, som man først finder tilsvarende i Danmark her tidligt i det nye årtusind med Proustbøger af Bjørn Bredal, Henning Goldbæk og Jørgen Bruhn. Lagercrantz var især optaget af, hvordan den drømmende og tilbageholdne Proust anvender sit ydre liv, der rummede forholdsvis få erfaringer, som middel til litterær gestaltning på fiktionens vegne. Han sidestiller uden videre Proust med Dante og Shakespeare.
På forskningsfronten skal professor Sara Danius’ litteraturvidenskabelige og modernitetsteoretiske bidrag til forståelsen af Proust og hans værk fremhæves.17 Danius har sat den højeste standard for, hvordan man skal forholde sig kritisk læsende og reflekterende til Proust, senest med essayet Prousts motor (2000), der stramt belyser teknik- og maskinkulturens forvandling af menneskets oplevelse af tid og rum, og dermed åbner for nye refleksionsbefordrende perspektiver på den litterære modernisme. Endelig spores hos mange andre forskere og litterater, en generel optagethed af at belyse sider af forholdet mellem Proust og den moderne roman i alle mulige litteraturfilosoferende afskygninger. I erkendelsen af, at Prousts roman ikke er mulig at udgranske endegyldigt, har mange helliget sig tematiske læsninger og detaljeanalyser. Hvordan skal man eksempelvis forholde sig til, endsige fuldgyldigt belyse Prousts opfattelse af et individ tydligere end han selv er i stand til?! Et sted konstaterer han, at man ikke kan beskrive sit forhold til et andet menneske, man har kendt, uden at lade de forskellige steder i éns liv passere revy – som for øvrigt her udtrykkes ganske parallelt til hans opfattelse af kærlighed/den elskede/Albertine osv –:
For mig opmålte hvert individ – og jeg var selv ét af disse individer – på denne måde tidens gang ud fra antallet af omdrejninger det havde foretaget, ikke blot om sin egen akse, men rundt om andre, og især ud fra de positioner det hen ad vejen havde indtaget i forhold til mig. Og alle disse forskellige planer, som Tiden, nu hvor jeg netop havde fået greb om den igen her ved dette selskab, lod mit liv udfolde sig på, føjede givetvis – ved at få mig til at tænke på at man, i en bog der gerne skulle berette om et liv, var nødt til, i modsætning til den flade psykologi man normalt bruger, at benytte en slags rumlig psykologi – en ny skønhed til disse genopdagelser, som min erindring foranledigede så længe jeg sad fordybet i mine egne tanker i biblioteket, eftersom erindringen, ved at indføre fortiden i nutiden helt uforandret, sådan som den var dengang det var nutid, netop ophæver Tidens store dimension, som livet ellers udfolder sig i. 18
9
Proust i Norge
I Norge stod der ingen fordomme i vejen, selvom det sandelig tog sin tid at få hele værket oversat (1963-1992) af Anne-Lisa Amadou. Man læste og dyrkede Marcel Proust og hans værk uforbeholdent i årtierne uden at være styret af en gældende konsensus. eller modstrømme. Det har medført, at læsninger og forskning og forskellige slags tilgange til Proust har kunne leve side om side uden at skændes om, hvem der bør være der eller har bud til os frem for andet. De tendenser, man på grund af en opvakt interesse for fransk og europæisk litteratur tidligt kunne spore i Danmark, skabte, trods et kulturradikalt og åndspsykologisk klima, et frirum med plads til at opdyrke modernismens forskelligartede
udtryk, hvilket altså ikke var tilfældet i Sverige.
I Norge har først og fremmest Anne-Lisa Amadou har gjort sig gældende.19 Hun betragter i sin afhandling Dikteren og hans verk. En studie i Marcel Prousts estetikk (1965) På sporet som en kunstnerroman, der beretter historien om den langsomme bevidstgørelse frem mod kunstnerkaldet. Afhandlingen er ikke alene en udførlig vejledning til forståelsen af Prousts værk. Den gennemlyser dens æstetiske udformning sideløbende med at gøre rede for Prousts intentioner. Den bidrager samtidig væsentligt til forståelsen af såvel moderne kunst som den moderne franske roman.20 Ligeledes har Amadou i sine senere studier suppleret sine undersøgelser af Prousts æstetik med tematiske læsninger af bl.a. vand- og vejrtematikken og aldrenes symbolik, der knytter sig til værkets oprindelige arbejdstitel, der var funderet på aldrenes tematik.21
Ragnhild Evang Reinton har i sin afhandling Språk og erfaring: En studie i Marcel Prousts roman À la recherche du temps perdu (1984), 11 år senere genudgivet i bogform med titlen På sporet av den tapte tid. På sporet af Marcel Proust. En litterær studie (1993), på et langt mere teoretiserende grundlag end Amadou, foretaget en nytænkende sprog-, tekst- og samfundsteoretisk læsning af På sporet romanen. Med Benjamin og Adorno som orienteringsbase og yderligere anknytning til Amadou, Anne Henry og Gérard Genette belyser hun de spor, tegn og undersprog, som ydre omstændigheder har afsat i Prousts diskurs i overgangen fra industrisamfundet til den moderne verden. Reintons studie påviser forskellige former for sporsætning i værket, og analyserer perspektivrigt de forskellige kunstsyn, som jeget (”Marcel”) præsenteres for.
I Norge har ligeledes Karin Gundersen, Amadous tidligere elev, taget initiativ til at revidere sin lærers oversættelse, hvilket udløste debat. Formålet er at gøre sproget mere
10
tidssvarende og vedkommende at læse. Den nyreviderede oversættelse er godt på vej. Gundersen har i nogen grad også selv bidraget til forskningen i Proust, og på det seneste udsendt kortfattede og eksistentielle belysning af På sporet med bogen Kunsten eller livet? Hva Marcel Proust kan lære oss om tvetydigheten i alt som er (2013), hvor hun kyndigt konstaterer: »Prousts tekst er alltid tett som en vev, så spekket med indre og ytre referanser at det ville være tåpeligt å prøve å uttømme den«.
Proust i skandinavisk skønlitteratur
Blandt de norske forfattere, der eksplicit har vedkendt sig inspirationen fra Proust hører Dag Solstad, Liv Køltzow og Ole Robert Sunde. Desuden har Karl Ove Knausgård og Tomas Espedal gjort opmærksom på Proust, frem for alt førstnævnte med Ud af verden og Min Kamp 1-6. Knausgård har aktualiseret Prousts indflydelse og betydning for såvel
skrivepraksisser og orienteringsformer i Skandinavien. Proust er på det nærmeste Knausgårds palimpsest og at betragte som hans kongeniale skriftgenererende modstander. En modstander, der gør en nutidig forfatter skabende på egne præmisser, det er på dén vis, at Knausgård kan anskues som ’vor tids Proust’, som mange ynder at se ham. Det vil sige, at Proust ikke opfattes som en fortidens, men som fremtidens forfatter. Han fremstår ikke blot som et vandmærke, men som en produktiv indflydelsesmaskine, der virker ind på forfatteres skrivemåde og selvforståelse: Norske Henrik Helliesen Langelands romanværk Requiem (2000) er eksempelvis skrevet bevidst på indflydelsen fra På sporet. Han har ligeledes skrevet afhandlingen Av sporet er du kommet. Romlige
fremstillinger hos Marcel Proust (2006).
Når det gælder svenske forfatteres relation til Proust vedstod Eyvind Johnson sig fra
ganske tidligt22 Prousts betydning for litteraturen og hans eget forfatterskab. Proustinspiration hos Johnson findes flere steder i forfatterskabet, eksempelvis i Krilontrilogi (1941-43), nærmere bestemt i Krilon själv (1943).23 Den franske forfatter var en ledsager under hele hans bane som skrivende.24 De første spor af Proust hos Johnson findes i novellen “Brev til en dam”, der stod at læse i Dagens Nyheder 15. maj 1927.1 Året efter anmeldte Johnson værket Proust, Chroniques, i Ny Tid, 19.1.1929:
Proust är måhända den av franska författare som kommer att öva det största inflytandet på denna och den kommande författergenerationen. Proust har like grundigt som
11
Descartes gjort reda för sin ställning i sin tid och för sit inre. Han lyser som en fackla över människosjälens djup. Men Proust är svårtillänglig. Man finner honom ofta tungläst och överger honom efter några sidor.25
Der er her ikke plads til at yde de mange andre forfattere og skribenter, der har været optaget af Proust, retfærdighed. Knut Jaensson artikel ”Prousts stora verk” (1960) kunne nævnes,26 Peter Cornells ”Proust och sinnenas pentagon” (1989), Claes Hylinger og Harald Lyths fine lille udvekslingsbog Spår av Proust (1984) ligeledes. I nyere tid har oversætteren, kritikeren og essayisten Kristoffer Leandoer arbejdet med Proust gennem mange år, både som kritiker, litteraturhistorisk, på tidsskriftsbasis og i sit eget essayistiske forfatterskab. Både i Jag. Du. Vi. (1998) og i den essayistiske bog om litteratur med livet som indsats, Huset som Proust byggde. 200 års fransk modernisme (2007)27, samt i Mask. Litteraturen som gömställe (2010),28 hvor Proust er en gennemgående figur. I Huset som Proust byggde belyser Leandoer voyerismen hos Proust på kritisk ræsonnerende vis, og understreger, at det ikke er nogen tilfældighed, at Proust anvender kinetoskopet, århundredeskiftets skab, hvor man kan se bevægelige billeder. Proust har en forkærlighed for opfindelser, der kan få billeder til at bevæge sig. Gennem hele romanen er der tydelige spor af voyerismen, hvor fortælleren sniger sig til at se det ene eller andet hemmelige.
Voyerismen säger […] något om Prousts grundläggande pessimistiska människosyn, hans djupa övertygelse att vi ständigt döljer våra rätta ansikten för varandra (och oss själva). Verklig kunskap om andra är något man får stjäla sig till i obevakade ögonblick, något man får tjuvkika sig till.29
I den psykoanalytiske ende har Clarence Crafoord skrevet om Proust og det udeblevne kys i Barndomens återkomst. En psykoanalytisk og litterär studie (1992).
Pejler man sig for en kort stund ind på den svenske aviskritiks forhold til Proust, er det påfaldende, at man dér støder på opfattelser af den franske forfatter, som danske Niels Egebak også gav udtryk i sin forskningsbaserede essayistik i 1960’erne, nemlig at Prousts stil og skrivemåde repræsenterer et kunstfilosofisk program, hvor en nærmest besat beskrivelsestrang affødte et væld af aspekter, der peger helt frem til den mest moderne romankunst, der på parallel vis privilegerer beskrivelsen på handlingens bekostning.
12
Det svenske Proustselskab har eksisteret langt længere end det danske og været et væsentligt aktiv, også på receptionsfronten. Det blev dannet i 1978, og har gennem årene udviklet sig til et seriøst foretagende, der ikke så meget dyrker forfatteren Proust på panegyrisk vis, som litterære selskaber ellers har for vane, men gennem årene har belyst forfatteren såvel som værket på kritisk vis fra stadig nye sider. Tydeligst og mest perspektivrigt i udgivelsen Om Proust. Marcel Proust-sällskapet. Röster om Marcel Proust, hans tid og hans verk (red. Maria Hjorth og Ingrid Svensson) (1996).30 Selskabets senere skrift Proust IV. En plats i tiden, bestående af foredrag og artikler, redigeret af Emi-Simone Zawall, fra 2013, er ligeledes et vigtigt bidrag til at holde sig opdateret i, hvordan det forholder sig med Proust i dag. Her finder man desuden Roland Lysells værdifulde oversigt og gennemlysning af den moderne Proust-forskning, receptionsaspekter iberegnet. Men længe før ham havde Sigbrit Swahn i 1975 gjort rede for de mange facetter af den moderne forskning på området.
I Finland har det primært været forfattere som Mirjam Touminen,31 Marianne Alopeus32 og Mikael Enckell,33 der har knyttet an til og forholdt sig til Proust.
Tager man bestik af antallet af bidrag, der faktisk findes om Proust i Sverige, Norge og Finland, dannetr der sig et sammensat billede af et stærkt engagement, samt kartografiske og mentalgeografiske mønstre, der afspejler træk af den proustske skrive- orienteringsmåde langt ind i de respektive landes kulturer. Man sporer en generel tendens til, at den rent biografiske læsning af romanen problematiseres, men gerne med et bredere performativt sigte. Det sker udfra en opfattelse af, at værkets mange samtidige lag har hver sin gyldighed og ikke lader sig reducere til hinanden. Man kunne tale om en form for relativ autonomi.
Flere og flere tilgrænsende tilgange til Proust byder sig til, som hverken kan forklare eller rumme hinanden og derfor eksisterer side om side. Billedet og opfattelsen af Proust og hans roman er desuden blevet åbnet i bredden og dybden. Pejler vi os nærmere ind på, hvordan det forholdt sig med receptionen, læste man 1930-1950 efter tur Proust bio-, autobiografisk eller åndshistorisk, groft sagt.
Fra 1995 og frem indtraf et polyfont paradigmeskifte, der medførte, at man snart stod med en hel buket af samtidige forskelligartede tilgange til Proust og hans værk, hvor teoretiske anskuelser i flere tilfælde kunne virke anskuende ind på biografiske og vise versa, således at vi i dag har med enhver tænkelig og utænkelig slags Proust at gøre. Proust er blevet opfattet ganske forskelligt afhængigt af, hvilke opfattelser der i forvejen har været gældende eller har dannet sig i offentligheden.
13
Set i et historisk perspektiv er der indtruffet så markante forandringer i forholdet mellem forfatter og værk, mellem værk og læser, at vi bør gen- og nybesinde os på litteraturreceptionens rolle, og hvad det vil sige at læse, og tage bestik af læsning i en historisk kontekst. Vi skal ikke glemme, at en forfatter som Proust, i og med sine vidtrækkende romanrefleksioner over læsning, hvad læsning gør og betyder, foregreb både receptionsaspekter og flere af de opfattelser af læsning, der siden er kommet til og er gældende den dag i dag. Selv indflydelsesdimensionen havde Proust en nærmest syns fornemmelse af. Han vidste, han ville blive læst og taget med på råd igen og igen i nye tider af nye forfattere, kritikere og kunstnere.
Betragtet under ét tegner der sig i den skandinaviske offentlighed et stadig tydeligere, men temmelig sammensat, billede af På sporet som et uhåndterligt fascinerende gespenst, en sitrende, sanseligt reflekterende, perspektivbank og monstrøs indflydelsesmaskine.
Noter
1 Gunnar Høst, ”Marcel Proust om kunst og kritik”, i Edda nr. 30, s. 636.
2 Der er tale om et omfattende empirisk kulegravningsarbejde, som resulterede i det digre
receptionsværk Proust i Danmark. 1913-2013, der udkom på 100-års-dagen for Prousts udsendelse af
første bind af romanen, Du côté de chez Swann, 14.11.2015, på forlaget Multivers. Værket er siden
blevet om- og gennemarbejdet til en mere teoretisk anlagt doktorafhandlingen I dialog med Proust.
Den danske Proust-reception gennem hundrede år med fastsat disputation på Lunds Universitet 19.
September.
3 Se Kjell Strömberg, ”Några nya franska författare. I Marcel Proust”, Vår Tid, 1923. Se også Sven
Stolpe, ”Modern fransk prosadiktning”, Ord & Bild, 1923.
4 Ruhes svenske artikel er kun udkommet i B.M.F, Organ for svensk
bokhandelsmedhjälpareföreningen, Stockholm, april-september 1939. Som medredaktør af Proust
Bulletin # 4: Proust-receptionen var jeg derfor nødsaget til at oversætte Per Quales norske version,
”Et natligt besøkk hos Marcel Proust” til ”Et natligt besøg hos Proust”, der stod trykt i den
interessante antologi Å leve med Proust og andre essays, udvalgt og med et efterord af Gordon
Hølmebakk, Gyldendal, Norsk Forlag 1992. Se Proust Bulletin # 4, s. 28-39.
5 Ibid., s. 38.
6 Marcel Proust, Sodoma og Gomorra, bind 8, (oversat af Niels Lyngsø), Multivers 2013, s. 116.
7 Se Margareta Dubios, Algot Ruhe – kulturförmedlare och europäisk visionär, Lunds University Press,
Lund 1989; ”Kapitel VII. Marcel Proust”, s. 230-258.
8 Ruhe medvirkede, ligesom den danske litteraturkritiker, forfatter og oversætter Christian Rimestad, i
Nouvelle Revue Françaises (NRF) hyldestnummer til Proust i 1923. Rimestads bidrag kom imidlertid
lidt for sent, så det var kun et lille uddrag, der blev trykt.
9 Sigbrit Swahn; En väg till Proust , 1978, s. 185.
10 Ibid., s. 25.
11 Men Gides opgør med Proust i teksten fra 1929 bør sammenholdes med hans skarpsindige og
overstrømmende hyldest til Proust som et geni fra 1924.
14
12 Gunnel Vallquists svenske oversættelse udkom som følger: Swanns värld, 1964; I skuggan av unga flickor i blom, 1965; Kring Guermantes, 1966; Sodom och Gomorra, 1969; Den fångna, 1973; Rymmerskan (Albertine forsvunnen), 1978;Den återfunna tiden, 1979. Gunnel Vallquist har i BLM 1966 skrevet en smuk artikel om sit arbejde med oversættelsen, formet som en Proustpastiche. Derudover kan der henvises til et interview med hende af Olof Lagercrantz i Dagens Nyheter, 23.5.1971.
13 Vår vän Swann I. Combray och Swann och kärleken II, Bonniers, Stockholm 1930. Oversat af
Sonja Vougt (med indledning af Anders Österling).
14 Læs nærmere om dette i Eva Ahlstedts afhandling, La Pudeur en Crise. Un aspect de l’accueil d’A la
recherche du temps perdu de Marcel Proust 1913-1930, Göteborg Universitet 1988. E. Ahlstedt,
professor i fransk, har bidraget med adskilligt om Proust på forskningsfronten.
15 Professor emeritus Sigbrit Swahn er den væsentligste skandinaviske Proustforsker. Højagtet på
internationale plan. Swahns hovedområde: fransk litteratur, primært Balzac, dernæst Proust. Hun har
formidlet og skrevet videnskabeligt i de forløbne tre årtier. Hendes væsentlige bidrag på svensk er En
väg till Proust (1978), Marcel Proust och vännerna (1996), Marcel Proust – hans tid, hans värld (2000) og senest Intellektuelle i tid och otid. Med Marcel Proust og andre förgrundsgestalter i 1900-talets Frankrike (2012) har og får også sidenhen blivende værdi for forståelsen og belysninger af Proust i Skandinavien.
16 S. Swahn, ”Proust i Skandinavien”, i Pb # 4, Det danske Proust-bulletin #4, maj 2008, (red. Helga Schmidt og Neal Ashley Conrad Thing), s. 24. Swahn underbygger sit synspunkt med følgende: ”Et enkelt historisk blik kan hjælpe os med at forstå, at den franske litteratur siden dronning Kristinas tid har haft enorm indflydelse på den svenske; en kendsgerning, der med rette har fået gårdsdagens patrioter og den senere tids nationalister til at slå alarm.” Ibid. (”Proust i Skandinavien” er en trykt version af et foredrag, som Swahn holdt på fransk på Bibliotèque Nationale de France (Mitterand) i Paris, januar 2000).
17 Sara Danius’ doktorafhandling The Senses of Modernism: Technology, Perception and Aesthetics fra 1997,
udgivet som bog i 2002, sætter 1920’ernes centrale værker Thomas Manns Bergtagen, Prousts På spaning efter
den tid som flytt och Joyces Ulysseus i et nyt lys ved at påvise, at æstetikken i disse værker er uadskillelig fra
tidens teknologiske landvindinger, og at selve sanseevnen er kommet i krise. At der med Proust bliver tale
om en opdragelse af sanserne.
18 Marcel Proust, På sporet af den tabte tid, Den genfundne tid, bind 13, s. 253-54. Oversat af Niels Lyngsø.
Forlaget Multivers, Kbh. 2014.
19 Det er vigtigt at være opmærksom på, at det kun er de, overordnet set, allervigtigste norske
bidragydere til Proustforskningen, jeg nævner. Det vil føre for vidt at opliste alle de mange flittige
akademikere og skribenter, der har bidraget med videnskabelige detailstudier, afløsningsopgaver,
artikler og essays om Proust og På sporet.
20 Desværre må man sige, og her med Niels Egebaks ord, strander Amadous afhandling på en
selvmodsigelse mellem opfattelsen af Proust som subjektivitetens digter og og en fastholdelse af at
kunstværket, med Prousts egne ord i Contre Sainte-Beuve, der er skabt af en anden person end den
biografiske. Jf. N. Ekebaks artikel ”Proust og Ionesco”, i pb # 4, tema: Proust-receptionen, maj 2008, s. 80.
15
21 Se Anne-Lisa Amadou, Omkring Marcel Proust. Elleve franske romanstudier. Gyldendal Norsk
Forlag 1985.
22 Se Eyvind Johnson, ”Romanens inbillade förfall”, Fronten, 1931. Udover Proust blev Johnson især
inspireret af James Joyce og William Faulkner og introducerede begreber og skrivemåder som
indre monolog og bevidsthedsstrøm i svensk litteratur.
23 Se Örjan Lindberger, Människan i tiden: Eyvind Johnsons liv og forfatterskaber 1938-1976,
Bonniers 1990.
24 Örjan Lindberger, ”Om Eyvind Johnson og Proust” (1992), i Om Proust. Marcel Proust-sällskapet.
Röster om Marcel Proust, hans tid och hans verk (red. Maria Hjorth og Ingrid Svensson). Marcel Proust-
sällskapet, Enskede 1996, s. 118.
25 Eyvind Johnson, Kritik I (1921-1931)(redaktør og udgiver: Björn Gustavsson). Ellerströms, Lund
2009, s. 178. Han konstaterer endvidere: ”Att han icke redan nu översatts till något af de
skandinaviska språken torde väl ytterst bero på förläggarnas tvivel om att han kan vara
kommersiellt givande, ty även översatt skulle endast en ganska begränsad krets kunna
tillgodogära honom. – Proust kan knappast läsas utan ledning.” (Ny tid, 25.7.1928), Ibid.
26 Se Samtid och framtid, nr. 5, 1944. Oprindelig trykt i Sanning och särprägel. En urval essayer.
Inledning av Gunnar Ekelöf, Stockholm 1960.
27 Se Kristoffer Leandoer, Huset som Proust byggde, 200 års fransk modernisme. Albert Bonniers
Förlag, Stockholm 2007. Proust er viet bogens længste kapitel, ”Rummet som Proust byggde”, s
104-128. Bogen udmærker sig ved at være letlæst og gøre Proust til en inspirations- og åndsmæssig
klangbund for modernismelæsninger af en stor mængde værker. Leandoer har været aktiv i Det
svenske Proust-selskab.
28 Mask, Pequod Press, 2010).
29 K. Leandoer, Huset som Proust byggde, s. 109-110. Den danske litteraturforsker Henning Goldbæk
belyser ligeledes sider og voyeristiske aspekter. Leandoer udsendte 2014 Slut : Symbolisterna vid
Tidens Ânde, hvor Proust også er en gennemgående figur.
30 Der findes et dansk modstykke til det svenske Proustskrift i 10-års jubilæumskriftet, Ind i
Prousts værk. 19 læsninger i ”På sporet af den tabte tid”. (Red. Leif Hasle, Helga Schmidt og
Connie Selmann. Det danske Proust-selskab, København 2012.
31 Se Stadier fra 1949
32 Se ”På spanning efter jaget”, Nya Argus, 1969.
33 Se henholdsvis Le motif caché (Det skjulte motiv)(1962) og Det omvända anletet, 1969.
16