“EN BOG SKAL VÆRE SOM EN ØKSE MOD DET FROSNE HAV I OS”
– F.K.
Franz Kafka i fornyende politisk forundringsperspektiv
Annoncering for min kommende artikel om Franz Kafkas digtning i det norske tidsskrift Vinduet
Der findes intet andet end en åndelig verden;
det vi kalder sanselig verden, er det onde i
den åndelige, og det vi kalder ondt er kun
en nødvendighed i et øjeblik
af vor evige udvikling.
– Frank Kafka
Der er brug for den tjekkiske forfatter Franz Kafka. Uophørligt ny med sit fremmede blik på alt. Konstant udfordrende med sin opvakte skepsis overfor alt det, vi normalt tager for givet.
***
Noget af det mest generative ved at have med Kafka at gøre, er, at man konstant bliver mødt af en modstand fra hans tekster. Man udfordres hele tiden under sin læsning af hans tekster, fordi der er så mange lag i dem.
Der er hele tiden en ekstrabevidsthed til stede i den, hvilket medfører, at der uophørligt dukker perspektiver, vinkler, indsigter eller en forundring fra teksten, fra materialet selv, som man slet ikke fangede første eller femte gang, man læste det samme sted.
Det betyder, at man skal sætte tid af til Kafka, ellers slutter man sig let til én læsning, der reducerer betydningsrummet i fortællingerne og romanerne betydeligt.
Samtidig kan vi konstatere, at næsten lige meget, hvad Kafka er blevet skudt i skoene, er der ingen tilgange eller teoretisk retning, der har formået at holde hans skrift og tekster i ét altfavnende afklarende spændgreb, så vi som læsere føler, at vi er nået til en endelig, forklarende eller afklarende forståelse af, hvad Kafka skrev, og hvad det mere præcist er for en spændvidde og perspektivrigdom, der møder os hver gang vi atter tager en tur med hans dagbøger, aforismer og hans værk som helhed. Der findes uophørligt vinkler og aspekter at afdække og gøre sig klogere på.
Det ene øjeblik læses Kafka som en febril, permanent ængstelig eksistentialist, det næste som en foruroligende absurdist, det næste igen som et psykologisk tilfælde, hvis han da ikke fra tid til anden af smides op på en briks sammen med sine bøger til en længerevarende psykoanalytisk undersøgelse.
I årtier er der blevet forsket i Kafkas forfatterskab. Hans dagbøger og breve er blevet endevendt og nybelyst. Adskillige biografier har set dagens lys. Ganske ofte er man som læser imidlertid blevet efterladt med diverse mangler og savn. Hvilket skal forstås derhen, at den ene læsning aldrig kan gøre det ud for den anden.
Der er hele tiden et perspektiv, en vinkel, et aspekt eller en spekulativ overvejelse, der enten ikke er med, eller ikke er blevet fulgt op. Det gælder for os alle, der uophørligt udleveres til hver vores individuelle læsning af Kafka. Dette konstateres ikke udfra nogen uerkendt længsel efter at gøre Kafkas forfatterskab til genstand for en helhedstolkning, der én for alle kan kaste et forklarende sandhedsskær over hans værker, hvoraf han selv forkastede de væsentligste. På ingen måde: dertil er Kafkas fortællinger og romaner alt for mangetydige, fragmentariske og flerstemmigt komplekse i såvel deres udtryk som komposition, hvilket som oftest går ud på ét. Der er konstant en rest og dermed nye veje at gå med Kafka ved siden side. Det er en rigdom.
I Danmark udkom for et par år siden en opsigtsvækkende dansk doktorafhandling, som retter koncentreret fokus på det politiske hos Kafka. Den stiller nyt op med Kafkas værk og tænkning. Den er skrevet af litteraturprofessoren Isak Winkel Holm, som inviterer til at tage stilling til forfatterskabet, til dets aktualitet og relevans i dag på et nyt grundlag.
Isak Winkel Holm inviterer til at tage stilling til forfatterskabet, dets aktualitet og relevans i dag på et nyt grundlag. Kafka vækker til forundring og handling.
Kafkas værker skal i Winkel Holms optik ikke opfattes som – og ej heller reduceres til –budskaber, der beretter om en uforanderlig verden, hvor mennesket er fanget i sit eget mønster som et ufravigeligt offer.
Kafkas fortællinger og romaner bør langt snarere læses og betragtes som redskaber, der fremprovokerer forandringer, stillingtagen, handling – ja, refleksion, der ansporer til, at man som læser går adskillige skridt videre, end man hidtil har haft for vane i forhold til det sociale liv og de love, der omgiver os, og som vi er underlagt, uden helt at gøre os klart, hvad de indebærer, og hvordan de indvirker på vores færden og måder at tænke på.
Isak Winkel Holm har beskæftiget sig med Kafka i mange år og værket redaktør af og medvirket til at oversætte Fortællinger og Efterladte fortællinger, begge udsendt i 2008, og gransket Kafkas tekstunivers på kryds og tværs og til bunds.
Ifølge Winkel Holm er Kafka blevet læst for snævert, ensidigt og passivt. Alt for meget fra én side, fra ét bestemt perspektiv; man har fokuseret alt for meget på det uafvendelige og skæbnelåste.
Man har ikke taget højde for den ansporende, engagerende politiske dimension i Franz Kafkas forfatterskab.
LÆS ARTIKLEN I VINDUET
– den lægges senere op på websiden
