AVT_Marcel-Proust_7782

 

“Jeg forsøgte så at finde andre”øjebliksbilleder” frem fra min erindring, navnlig de øjebliksbilleder erindringen havde taget i Venedig, men alene ordet gjorde Venedig kedsommelig som en fotografiudstilling, og jeg følte at jeg i dag havde lige så lidt lyst, og lige så lidt talent, til at beskrive det jeg havde set dengang, som jeg i går havde haft til at beskrive det jeg på det tidspunkt havde betragtet med et trist og pertentligt blik.”

– Marcel Proust, På sporet af den tabte tid, bind 12.

Lyt til

Flaskens Ånd på Radio 24/7, hvor Proust præsenteres…

 

 

proust

Det hævdes, at livet er for kort til Proust.

Det er lige omvendt:

Livet er for langt til at snyde sig selv for et mesterværk

af dimensioner.

 

Marcel Prousts romanværk À la recherche du temps perdu udkom i perioden 1913-27, og blev oversat til dansk 1932-38 af fem forskellige med titlen På sporet efter den tabte tid., og udkom først i 13 bind, siden i syv på Martins Forlag. Helt frem til år 2002 måtte danske læsere lade sig nøje med en yderst ujævn oversættelse.

Den nye danske nyoversættelse af Prousts roman udkom i 2014 med titlen På sporet af den tabte tid (2002-2014) på forlaget Multivers, oversat af fire forskellige oversættere: Else Henneberg Pedersen, Peter Borum, Niels Lyngsø og Lars Bonnevie.

Prousts tid og baggrund

Marcel Proust hører hjemme i 1890´er-generationen blandt forfattere som André Gide, Paul Valery og Jean Cocteau, og står litterært i gæld til blandt andre 1001 Nats Eventyr, den franske essayist Michel de Montaigne, forfatterne Saint-Simon, Chateaubriand, Victor Hugo og Honoré de Balzac, den symbolistiske digter Charles Baudelaire og den engelske forfatter George Eliot.

images-2Proust blev født i Pariserforstaden Auteuil i 1871, og ramtes som ni-årig af det første af de voldsomme astmaanfald, der nær havde slået ham ihjel, og som livet igennem skulle komme til at plage ham.

Overfølsomhed over for blomsterstøv, lugte og lyde tvang ham i lange perioder til et indendørsliv, hvor han sov om dagen og læste og skrev på livet løs om natten. Det blev en vane, der sammen med forskellige stimulanser sled ham op før tiden.

Efter en kort militærtjeneste læste han jura og politisk videnskab, og fik gennem skolekammerater adgang til en livssfære, der fik stor betydning for På sporet; de parisiske saloner i Faubourg St. Germain, hans tilholdssted i godt tyve år. Omkring århundredeskiftet forværredes hans helbred, og han trak sig i perioder tilbage, tilsyneladende inaktiv. I årene 1896-99 skrev han imidlertid løs på en roman, som han – ligesom flere andre forsøg – skrinlagde som mislykket, men som i 1952, 30 år efter Prousts død, blev udsendt og kaldt Jean Santeuil, og foreligger i dansk oversættelse fra Martins Forlag.

Tilløb efter tilløb

At Marcel Proust overhovedet nåede at få skrevet På sporet af den tabte tid kan overraske, når man tager hans enorme brevkorrespondance – Correspondance générale (25 bind, 1930-36) – i betragtning. Han nedfældede konstant sine indtryk og betragtninger i dag- og notesbøger. 62 Cahiers (stilehæfter) og 4 Carnets (notesbøger) findes i Bibliotheque Nationale i Paris under betegnelsen Fonds Marcel Proust. En del stiløvelser og pasticher – som udkom samlet med titlen Pastiches et Melanges (1919) – mens det meste af resten blev tilløb og forstudier til den roman, han først sent gik i gang med. Proust var og blev det ene værks forfatter.

Han debuterede i 1886 med den luksuriøst udstyrede novellesamling Les Plaisirs et les Jours, der medvirkede til at skabe myter om Proust som en forkælet, forvænt amatør, en indsmigrende snobbet B-forfatter. Hjulpet af bl.a. sin mor oversatte Proust, der ikke kunne engelsk!, værker af den engelske kunsthistoriker John Ruskin: La Bible d´Amiens (1904) og Sesame et les Lys (1906). Han fuldførte, trods moderens død i 1905.
Først i 1909 i forlængelse af arbejdet med essayet Contre Sainte-Beuve (1905-08) giver alle Prousts tilløb bonus.

På en kold vinterdag, rystende af kulde, blev denne kaffenarkoman af sin tjenestepige imod sædvane opfordret til at drikke en kop te, hvori han dyppede et stykke ristet brød.

Proust i Politikens Hus i anledning af den afsluttede nyeoversættelsen

Proust i Politikens Hus i anledning af den afsluttede nyoversættelsen

Smagskombinationen af teen og brødet, satte hans ufrivillige erindring i gang med hidtil uset styrke, og skænkede den da 37-årige Proust ideen, udgangspunktet og stoffet til et romanværk (i bogen er det ikke tjenestepigen, men tante Leonie, der giver

Marcel en kop te og et stykke Madeleinekage). Som 42-årig havde Proust et 3-bindsværk klar med titlen À la Recherche du temps perdu, hvoraf det første, Du Coté de chez Swann, udkom på Grassets forlag – selvfinansieret!

Vejen havde været lang og besværlig. Forlaget Ollendorf returnerede manuskriptet med en nedsablende udtalelse af teaterkritikeren Georges Boyer, der ikke kunne begribe, at en mand kan bruge 30 sider på at beskrive, hvordan han skifter stilling i sengen, inden han falder i søvn! Bind 1 udkom, men 1. Verdenskrig afbrød den videre udgivelse. Sengeliggende i sit mørklagte, korkbeklædte rum i lejligheden, 102 Boulevard Haussmann, hvor han boede fra 1906-1919, skrev han så meget videre, også på korrekturen, at værket blev tre gange så langt som først tænkt. Undertiden stod han op og gik på besøg i salonerne eller så venner. Ellers levede han udelukkende for sit værks tilblivelse.

I sine sidste år levede og skrev Proust aftener og nætter i restauranten på  Hotel Ritz, hans andet hjem.

I efteråret 1922 udviklede en kraftig forkølelse sig til lungebetændelse. Hårdnakket modsatte lægesønnen sig behandling; da han fik den, var det for sent. Han døde kun 51 år gammel, og nåede ikke at følge udgivelsen af sit værk, men oplevede dog berømmelsens rus i 1919, da bind 2, À l´Ombre des jeunes filles en fleur, tildeltes Goncourtprisen.

Romanen

På sporet af den tabte tid er en moderne bevidsthedsroman. Den er fortalt fra én bevidsthed. Den udforsker monomant individets indre væsen, sanseoplevelser og erindringer. Det hele er styret af fortælleren, der genopdager sit liv i kraft af den ufrivillige erindring. Fortælleren rummer selvsagt sider af Proust selv, men er og bliver en fra ham udskilt stemme, der fra værkets første ouverturesætning ”I lang tid gik jeg tidligt i seng.” befinder sig uden for tid og rum.

På sporet er romanen om en ung mands vej mod sit kald som forfatter. Værket beskriver en tid, der tabes, men som fortælleren imidlertid indser, lader sig genfinde via den ufrivillige erindring.

Proust og værket reduceres ofte til Madeleinekage-oplevelsen, den sansevakte erindringsåbenbaring, som fortælleren beretter om lidt inde i det nyoversatte bind 1, Swanns verden (s. 62-69), og som gør hans før så fjerne barndomsrum fuldkommen nærværende for ham igen. Men det er blot én side af værket, hvis egentlige værdi består i dets mangefacetterede, encyklopædiske karakter. På sporet er mange romaner i én: en samfundsskildring, en kærlighedsroman, en knaldroman, en psykologisk udviklingsroman og et sjælens bekendelsesskrift, der skildrer det indre menneske gennem dets ydremanifestationer. Det særlige ved romanen er dens persongalleri og tidsskildringerne af det højere parisiske borgerskabs salonliv, sæder, skikke, talemåder og gradvise forfald i overgangen fra den gamle franske adelsstands fald til det moderne samfund tager form. Og kærlighedshistorierne!, der viser, hvordan følelser udvikler sig og bliver til angst, jalousi, had og lidelse hos romanens hovedpersoner, æsteten Charles Swann, den voluminøse baron Charlus og Marcel, der lever spærret inde i sig selv, og som kun ser den elskede anden som projektioner af deres egne bevidstheds- og sjælstilstande.

Med sin brudte episke struktur og flydende overgang mellem den indre og ydre virkelighed placerer Prousts roman sig på linie med århundredets tre andre moderne storværker: James Joyces Ulysses (1922), Robert Musils romantrilogi Der Mann Ohne Eigenschaften (1930-43) og Thomas Manns Der Zauberberg (1924). Alle skrevet på og i forhold til et tab af enhed og overordnet styring

Skrivestil

Prousts skrivestil er en særegen form for sanselig refleksion. Hans nuancerede og knopskydende skrivestil lyser op i og besætter læserens liv og tankeverden. Proust og hans roman bliver – sagt med forfatteren, Jørgen Gustava Brandt – en meditationskrystal.

Med uendelige sætningskæder, indskud, udflugter og detaljerede beskrivelser fastholdes og visualiseres sanseoplevelser, erindringer, lyde, dufte og indtryk.

Den virkeligste form for erindring var for Proust den ubevidste – ufrivillige – erindring, der spontant dukker op, og som intet har med vores selektive hukommelse at gøre. Den ufrivillige erindring udløses af konkrete, tilfældige sansepåvirkninger. Det indser værkets desillusionerede fortæller mod slutningen af På sporet, hvor han har mistet enhver tro på sine skabende litterære evner. Ved et selskab oplever fortælleren fem på hinanden følgende erindringsåbenbaringer, der atter indgyder ham mod på at skrive. Han indser, at erindringsoplevelserne ikke skal være målet, men det udslagsgivende middel til at erobre den svundne tid tilbage og til at skabe en roman, og gøres varig gennem det kunstneriske udtryk. Præcis som forfatteren Proust selv har realiseret det.

Romanen handler også om sin egen tilblivelse og hvad det overhovedet vil sige at skabe kunst.

En kunstner skal ikke gengive virkeligheden, men skabe sit værk ud fra sit eget indre. Og det kræver stil. Stil er for Proust en synsegenskab, den er selve åbenbaringen af det private univers, som forfatteren skriver ud fra og som er forskelligt fra enhver. For Proust er litteraturen – og kunsten – det eneste forløsende middel for individet til at frigøre sig fra lidelsen. Litteraturen kan føre os uden for os selv, så vi møder verden og andre som de er, og samtidig er det kun i og med litteraturen, at sjælens indre virkelighed kan komme til udtryk. Det er ikke for meget sagt, at Marcel Proust blev overtaget af sin skrift mens værket skred frem. Han blev ét med sin roman i en sådan grad, at den blev fuldendelsen af hans liv.

Neal Ashley Conrad Thing 

Medstifter af Det danske Proust-selskab,  formand 2003-09

 

Med Proust er vi også sporet af os selv

Af Neal Ashley Conrad Thing

76 år skulle der gå, før vi fik en nyoversættelse af Marcel Prousts storværk På sporet af den tabte tid herhjemme. Dens kulturelle betydning kan næppe overvurderes, for Prousts værk er andet og mere end verdenslitteratur.

Romanen På sporet af den tabte tid beriger læseren med en overmenneskelig sproglig skønhed og sætter den højeste standard for sanselig tilstedeværelse i verden. Prousts på én gang enkle og intensive udtryksform repræsenterer en nærmest skræmmende opmærksomhed i forhold til, hvad tid og erindring er og gør, og hvor lagdelte og multifacetterede, vi mennesker er. Ligegyldigt hvor vi slår op i værket, bliver vi mødt af et sprog, vi ikke selv har, og hvor man på samme tid oplever at blive mødt, set, trukket ind, trøstet og udfordret.

Prousts sætninger gør tid til rum at fortabe sig i. De er mødesteder for vort ustabile selv. De formulerer de tomme steder i os med en prægnans, der giver os nye billeder, nye drømme bag panden, og gør os i stand til at komme det nødstedte og forsømte i os selv til undsætning, så vi kan væbne os til kamp imod fordummelse af enhver art.

Det er fortsat en gåde, hvordan dette overklassemenneske, der forstillede sig hele sit liv, og sjældent fatter sig i korthed, kan intensivere vort liv, så vi ser og oplever alt omkring os tydeliggjort og forstærket. Vi er hele tiden nødt til at læse igen for helt at fange, hvad Proust fortæller os, men det medfører blot, at vort eget liv bringes i spil med alle dets halve forklaringer og fortrængninger. For man skal gøre sig klart: Proust har sprog for alt. Han kan til enhver tid skrive bunden ud af en hvilken som helst kriminalroman eller kioskbasker, der langes over disken. På sporet er selv en psykologisk krimi i sin egen ret.

Proust er blevet kaldt højpandet og intellektuel, men det har intet på sig, for når man først begynder at læse ham, taler han direkte til hele kroppen på én gang. Hans sprog er så stofligt og sanseligt, at man med det samme mærker og smager det, der fortælles om. Proust fører os desuden ind i højborgerskabets forunderlige selskabsverden, hvor folk taler i munden på hinanden og bedrager hinanden i tide og utide. Det næste øjeblik farer vi frugtbart vild i indtrykkenes hurlumhejhus, hvor billeder overblænder billeder og vi mister orienteringen, blot for at opdage at hvidtjørnen, han lige beskrev, er sprunget ud i os. Og forvirres vi siden over, at så mange sætninger følger hinanden, uden at vi møder et punktum, er det med fuldt overlæg. Det er meningen, for Proust ville skabe et sprog, der for ham svarer til, hvordan vi oplever, ser, drømmer, sanser og erindrer, og dén proces er der principielt set intet, der kan sætte nogen stopper for. Hverken du, jeg eller Proust. Ét er, hvad vi ser, noget ganske andet er, hvad der foregår i os. Det er dét, Proust formulerer.

   På sporet af den tabte tid konfronterer os med vores egen fremmedhed, som betyder, at vi får et nyt blik på hele vort eget liv, på hvem vi var og hvor vi nu skal hen. På dén måde ligner hans tekst vort eget livs omskiftelser, lakuner, afbrydelser og samtidigt eksisterende lag, hvor det ene aldrig vil kunne forklare det andet. Og her finder vi det allermest ejendommelige og besættende, nemlig at vi, stillet overfor vores egne illusioner og fejltagelser, beriges af flimrende smukke skildringer og beskrivelser af indtryk og fornemmelser, vi antageligt aldrig i vores læsende liv vil opleve magen til på noget sprog. For øjeblikket efter at udsættes for grotesk beskrivelser af, hvordan mennesker og bedrager hinanden og sig selv indhold, og så let som ingenting bliver slaver af tilbøjeligheder, enten for at få indfriet sit begær eller for at slippe så hurtigt væk fra sig selv som overhovedet muligt.

På sporet af den tabte tid er på én gang en menneskelig komedie fuldt på højde med Shakespeare, og en yderst sprogdristig og flerfoldig undersøgelse af, hvad skønhed er. Ved du ikke, hvad skønhed er – læs Proust!

Men hvorfor er han stadig moderne? Han har sprog for tilværelsens flygtighed og forandringerne, vi alle dagligt udsættes for – inderst til yderst. Han sætter ord på vores egne skiftende tilstande. Han taler direkte til os og forsyner os med det, vi behøver: et ekstraordinært detaljeret sprog, vi selv kan gøre brug af og forstå os selv igennem. I samme moment udfordrer Proust os til at udvikle og gøres brug af vores egen udtryksevne på nye, indsigtsgivende og forståelsesskabende måder. Det er derfor en sjælsbalsamerende dannelsesproces at læse og bruge Proust som en alternativ åndelig vejleder.

I klar opposition til positivismen og rationalismens reduktive entydighed forsvarer Proust den irrationelle tilgang til verden, og hjælper enhver til at nå langt dybere i sig selv, end vi normalt inviteres til eller, når det kommer til stykket, selv formår. Og dét indgiver os lys til selv at sætte ord på dem, vi er. Her finder vi samtidig svaret på, hvorfor Proust betyder så meget for andre forfattere verden over. Han har sat den højeste digteriske standard, og på yderst smittende vis, for hvad det vil sige at være et moderne menneske, der ikke hænger sammen med sig selv. På sporet af den tabte tid er derfor lige præcis det, såkaldt almindelige overfladiske mennesker anno 2015 har brug for at læse, så de undgår at gå i ét med computerskærmen.

Læs værket nu, mens tid er. Læs det mens du er ung. Læs det igen om tre, fire eller ti år og det vil være et ganske andet værk med nye og andre dybder og fornyende vidtrækkende horisonter, der kalder på atter andre læsninger.

 På sporet af den tabte tid

Romanen skildrer en ung mands vej mod sit kald som forfatter. Den beskriver en tid, der går tabt, som fortælleren indser kun genfindes via den viljeløse erindring, hvilket bliver den ikke længere så unge mand til del til slut. Han agter nu at skrive en roman ud fra den erkendelse.

Hovedpersonen er en navnløs jeg-fortæller, en cirka 50- årig franskmand, som vi for nemheds skyld her kalder for Marcel, til trods for at han kun hypotetisk tiltales ved dét navn to gange i løbet af værket på over 4400 sider.

Ved romanens begyndelse ligger han søvnløs og bringes i kontakt med ubevidste lag i sig selv, og føler, at han forvandles til personer og steder i bogen, han læste, før han faldt i søvn.

Mens han sådan glider ind og ud af sig selv og registrerer sine skiftende tilstande, tiden, der er gået, tiden, der går og alt det, der foregår i og med ham, opløses grænserne. Han fornemmer fortiden uden at få nærmere kontakt med den. Han bringes i kontakt med soveværelserne, hans krop har ligget i, og dermed fortidens respektive rum, som han genopdager og bringes i kontakt med ét for ét. Alle hans bevidste forsøg på at få forbindelse med fortiden viser sig dog forgæves. Men præcis da han opgiver, bringer smagen af et stykke madeleinekage dyppet i lindete ham en erindring, der bringer ham langt tilbage i tiden til barndommens rum i Combray, da han er mellem 7 og 12 år, ca. 1883-1892.

Derfra forløber romanen, bind for bind, på fremadskridende vis, kun afbrudt af kunstæsteten Charles Swanns kærlighedshistorie, som daterer sig tilbage til ca. 1877-78. Læseren forsynes gradvis med flere udvalgte episoder fra Marcels liv, forelskelser, venskaber, bekendtskaber og salonliv, suppleret med fortællerens omfattende overvejelser over samme episoder, personer og steder, der på én gang føjer sig til et vældigt mønster og et nogenlunde sammenhængende kronologisk forløb, indtil romanens udgangspunkt atter er nået: den aldrende, sygdomssvækkede Marcels nuværende situation. Han er da udelukkende optaget af ét: at skrive et værk med afsæt i disse erfaringer og erkendelser

 

Lidt om Proust

Marcel-Valentin-Louis-Eugène-Georges Proust, bedre kendt som Marcel Proust, blev født i Auteil, en forstad til Paris, d. 10.7.1871. Hans far var en kendt professor i hygiejne, Adrian Proust, hans mor, Jeanne Weil, der da var 22 år, var af velhavende jødisk afstamning. To år efter fik familien endnu en dreng, Robert, der senere valgte at træde i faderens lægevidenskabelige fodspor.

Som følge af en vandretur i Boulogne-skoven ramtes han som niårig af et voldsomt astmaanfald, der nær havde slået ham ihjel. Astmalidelsen indebar, at han gik glip af mange måneders skolegang, at han altid var bange for at rejse, og igen og igen måtte aflyse aftaler med venner, fordi han var tvunget til at ligge stille og kæmpe med vejrtrækningen.

Overfølsomhed over for blomsterstøv, lugte og lyde tvang ham i lange perioder til et indendørsliv, hvor han sov om dagen og læste og skrev på livet løs om natten. Det blev en vane, der sammen med forskellige stimulanser sled ham op før tid.

     Men frem for alt var det astmaen, som plagede ham livet igennem, der var den egentlige årsag til hans alt for tidlige død.

I sin gymnasietid bidrog Proust til skolebladet La Revue Lilas. 1889-90 gjorde han kort militærtjeneste, og læste derefter jura og politisk videnskab på École des Sciences Politique. Det blev aldrig nogen succes, selvom han fik sin eksamen i 1893. Det handlede utvivlsomt også mest om at tilfredsstille faderens behov. Sideløbende fulgte han forelæsninger på Sorbonne.

Vigtigere for Proust var, at han via skolekammerater fik adgang til en livssfære, der fik direkte indvirkning på indholdet og udformningen af På sporet: de parisiske saloner i Faubourg St. Germain, der skulle blive hans primære tilholdssted i godt tyve år.

I 1892 stiftede han sammen med seks venner tidsskriftet Le Banquet. I 1895 var han på rejse til St. Moritz, Bretagne og Normandiet. I årene op til århundredeskiftet forværredes hans helbred, og han trak sig i perioder tilbage, tilsyneladende inaktiv. Først i 1952, 30 år efter Prousts død, blev offentligheden bekendt med, at han bestemt ikke havde ligget på den lade side i perioden mellem Les Plaisirs et les Jours og påbegyndelsen af À la recherche du temps perdu fra 1896-1908.

I årene 1895-99 skrev han nemlig løs på en roman, som han – ligesom flere andre forsøg – skrinlagde som mislykket, men som i 1952, blev udsendt med titlen Jean Santeuil, og som allerede forelå året efter i dansk oversættelse i to bind ved Mogens Boisen på Martins Forlag. Proust forkastede sin tvivlsomme roman, og før man fandt den i en kaotisk tilstand mellem nogle af hans papirer, havde man ingen anelse om hvilket arbejde, der var gået fået forud for À la recherche du temps perdu.

Problemet var, at Jean Santeuil manglede distance mellem forfatter og hovedperson, til trods for at Proust benyttede sig af en tredjepersons fortæller. Adskillige af temaerne og hændelserne i À la recherche genfindes der. Man kan derfor læse hans skrinlagte bog som et forarbejde til det endelige værk.

   I 1952 sprang endnu en bombe i Proust-forskningen, idet man nu så sig i stand til at udsende Prousts kritiske værk Contre Saint-Beuve, der oprindeligt var udformet som et essay, som Proust arbejdede på fra 1905-1908. Udgangspunktet var en kritik af den store franske litteraturkritiker Sainte-Beuves biografiske metode.

Prousts problem var, at hans kritik svulmede op og voksede ind i fiktionens domæne. Flere afsnit derfra dannede direkte grundlag for À la recherche du temps perdu. Contre Sainte-Beuve blev skrinlagt, da Proust indså, hvilken form hans kommende værk skulle have, ikke essayets, men romanens.

I årene 1908-09 forvandlede Proust sig kort sagt fra en kritiker, der udtrykker sig essayistisk, til en forfatter med et vidtforgrenet sprog, men kritikeren forsvinder ikke; han dukker i stedet op adskillige gange i romanserien, À la recherche du temps perdu.

   Det var omkring 1908, at lyset brændte i 60 timer og den 37-årige Proust for alvor tog fat på at arbejde på værket, hvilket stod på helt frem til hans alt for tidlige død i 1922.